onsdag den 2. juli 2014

blæst - dag 9 Hou 23 km - 263 km

Vågnede i nat ved 2-tiden - det var lidt koldt - og langt væk fra kunne jeg høre en hund og en saxofon der lidt drevent spillede noget hvor de første fire toner lød som Rutters "this is the day" (skrevet til Kate og Williams bryllup) - det samme tema som kommer igen til sidst med "put thou thy trust in the Lord" Tænkte på om det var efterklangen af anti-tusmørkestrålerne fra aftenen før, som tilmed var omkranset af en regnbue. Skal lige sige, at derude findes der klart også anti-tusmorgenstråler og anti-midt-på-dagen-stråler. Det er så fint. Vågnede igen i morges og hilste lige på kvinden der bader hver morgen og aften med sine to hunde. Til stor glæde for både hende og hundene. Hun emmede af i-pagt-med-naturen.

Kom på vandet og roede nord langs øde strand. Det er jo faktisk det, det meste af tiden går med, - øde strand. Tror det meste af den danske kyststrækning er øde, og det er fantastisk at ligge derude helt alene med min Mille og ænder med børn som på kommando dykker når jeg nærmer mig. Det er højt til himlen og plads til sjælen. Og der er tid!

Fra morgenstunden tænkte jeg, at enten roede jeg til Tunø og tog færgen til Hou, eller til Sælvig og tog færgen til Hou, eller blæste inde på Samsø. Og det var ikke så vigtigt at vide .... det ville tiden og vinden vise. Efter at ha drejet om hjørner og næs og tre gange skiftet retning, og stadig bare have tiltagende modvind, bestemte jeg mig for, at jeg ikke gad mere modvind.
Tænkte at hvis man er træt af modvind, så må man jo vende sig om.
Det var ellers fint at komme til Stauns Fjord og skæve over til Helgenæs, som lå og blinkede - Mille smilede. Det er vand vi begge kender, men jeg måtte sige til hende at hun nok skal få lov at komme dertil igen - men ikke i dag. Tog den gennem Stauns Fjord til Kanhavekanalen, som efter sigende blev brugt af vikingerne way back, når de lige skulle tage genvejen på tværs af Samsø. Godt tænkt. Den har en trappe på østsiden som man ikke så godt kan klare som alenekajakroer - medmindre man møder et tysk ægtepar på cykler som gider at hjælpe med at bære Mille over trappen og derefter tager en TUNG taske på cyklen hver og går den halve km over til Mårup bugt mens jeg spændte hjulene på Mille og trak hende - usigelig hjælpsomme og gode mennesker. Og så var jeg glad for at jeg lige havde fået repareret taskerne omkring håndtagene med RØD gaffa (håber det er ok jeg tog den med Jacob - fik ikke lige spurgt...) Da jeg kom til Sælvig var vinden taget til, og jeg må bare se mere af Samsø en anden gang.
Ville egentlig gerne have prøvet Tunøfærgen - tag lige og tjek deres prisliste. Her kan man bla se hvad det koster for en gris! Tror ikke jeg har set det før på en færgebilletprisliste!

Men det blev fra Sælvig til Hou, hvor svigermor ventede og tog taskerne. Hun bor lidt nord for Hou tæt på vandet, og jeg roede derop i en næsten tom Mille. Helt mærkeligt. Også mærkeligt at rulle hende. Der var lidt heftig vind - men fralandsvind, så vandet er lidt fladt.
Har bestemt mig for at det bliver her jeg blæser inde i morgen - og får nusset lidt om Mille, vasket lidt tøj, tørret rogrejet....... været langsom.
Svigermor Kirsten inviterede på græsk buffet i Odder. Det var meget meget syret at sidde på en helt almindelig restaurant mellem andre mennesker og gøre noget som er så normalt - og føles så uvirkeligt og fremmed. Men bad, god mad med mange ingredienser - tak Kirsten!
- og i nat sover jeg i en dyne. Men inden vil jeg lige gå ind i stuen og skæve op til Sletterhage fyrs røde blink.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar