tirsdag den 24. juni 2014

Rødt rav - dag 1 Helsingør 22 km

Dagen åbnede så fint, stille og solrigt. Mærkede de første timer hvordan kroppen finder balancen og rytmen - hvor meget der kantes, pagajbladets vinkel, åretagets længde og højde, hvordan og hvormeget kroppen roterer, fodstøtterne justeres. Det hele lander og indstiller sig.

Det blev til frokost i Snekkersten hvor der er sandstrand, toilet, købmand. 3 vigtige ting. Hos købmanden mødte jeg Anders Holte - gl kons kammerat og sanger - var på som solist da jeg lavede mørkekoncert med pigekoret. Bor i Tyskland nu og var lige landet fra USA med sin kone for at få lidt sommer i Danmark. Var DET lige sjovt - og dejligt.

Fra Snekkersten startede turen så officielt! Helsingør og Kronborg glimtede - og det begyndte at blæse op med modvind. Krydset ved havnen er altid en spændende ting - der var pludselig lidt mange færger og en bagfrakommende speedbåd der lavede lidt bølger, men det gik fint.
Herefter synes jeg dog det blæste mere op, mørke skyer, bølger - lagde ind og ligger nu i telt tæt på Kronborg. Da jeg gik i land mødte jeg dagens anden Anders. Maler, fotograf og ravsamler !!! Og han viste mig mit livs første røde rav. Det var smukt!
Det begyndte at blæse og regne heftigt og da teltet var oppe og tingene reddet fik jeg lov at få varmen i Anders' lille Ford Escort som var fuld af sten og sneglehuse og strandpinde og billeder og rav !
Tak Anders - for varmen og for at se dine fantastiske billeder.

Helsingør er ikke så langt- men første fejl er altid at ro for langt første dag ..... Så i dag var jeg fornuftig :-) Derude under åben himmel fik jeg også sunget en masse - bla alle sangene fra vores bryllup - tak Jacob, at det var dem vi valgte. De var så fine på vandet - blev til nye og smukke oplevelser - som rødt rav!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar