hjertet - 26. juli sydfyn - 42 km

Siden jeg efter Avernakø landede i Sinebjerg camping har den lille sydvestfynske bid, jeg aldrig fik roet, ligget lidt i baghovedet. Da jeg for tre uger siden ankom til Assens efter 30 km var jeg træt af modvind, lidt modløs og kørte på bagkanten af en skade fra maj, hvor min venstre arm var blevet overbelastet. Skaden har betydet at jeg en stor del af turen ikke kunnet ro ligeså meget som jeg havde lyst til, og at jeg har været nødt til at lytte til armen - behandlet den - lavet udstrækninger. Især har jeg brugt et stræk hvor man lægger sig på bagdækket og langsomt lader hele forsiden åbne sig i skuldre, brystkasse og mave. Det indvirker på muskler og led, og faktisk også følelsesmæssigt, hvor det kan være lidt grænseoverskridende, men hvis man giver det tid falder det på plads og til ro efter nogen minutter - og jeg har jo været alene, så ... det har ikke været grænseoverskridende i forhold til andre end mig selv :- )
Dybest set tænker jeg at det er en god ting at lytte til sin krop, så det har jo været ret fint at jeg har været tvunget til det; og som alt andet på turen har det været præcis som det skulle være - jeg ved at jeg altid er under store vinger og altid har mange engle omkring mig.


Søndag skulle jeg hente Jacob, Lailah, Siri-Anna og Frida Luna, som har arbejdet på Langelandsfestivalen. Lørdag morgen kl. 6 kørte jeg til Chris' mor-Ulla i Torø Huse (burde hedder Paradisets have) og hun kørte Mille og mig til Sinebjerg camping og satte os af der. Det var godt at se Ragnhild igen, og hun åbnede bommen så vi kunne køre helt ned til stranden. Tak Ragnhild - igen igen.

Det tog ca. 7 sekunder at genfinde følelsen af at være på tur. Det er så godt. Dagen var meget stille og fin og der var en stille brise og lidt bølger i ryggen på vej mod Bøjden. Der er sket meget siden jeg sidst var på disse kanter. De seneste dage har jeg prøvet at sætte ord på turen og er landet på at:
jeg ønsker mit hjerte er
stærkt uden at være hårdt
blødt uden at gå i stykker
åbent uden at være grænseløst
Nu hvor Mille og jeg er tilbage mærkes det så klart og fint, at jeg er kommet længere ad den vej. At der er sluttet fred og ryddet op. At Storebæltskrydset og Rikkes ord fra Agersø kirke har sat deres fine spor. At jeg i højere grad lever med, at livet ikke bliver som jeg forventer eller ønsker eller drømmer om. Det bliver oftest anderledes. Og altid bedre. Men det betyder stadig at det, jeg troede og forventede må slippes - og tidsrummet fra det gamle slippes til det nye gribes er altid uvis. Jeg tror stadig der skal drømmes - stort og glædesfyldt. Og jeg tror på at drømme nærer livet og hjertet. Og så tror jeg drømme skal slippes når der skal gøres plads til nye drømme.

Stille frokost vest for Helnæs hvor vi så marsvin. Det bliver man spontant lykkelig af! En times ophold på land i det vildeste tordenvejr - denne gang var det ikke over Avernakø der blev renset ud, men over Agernæs havn. Meget flot og vildt og bestemt ikke et vejr man skal være på vandet i. Vinden piskede regnen mod jorden - ikke som tidligere på dagen, hvor der var den fineste sommersileregn, så havet ligner asfalt med 1000vis af små hvide dråbeengle på. Lidt før kl. seks ankom jeg til Assens og mærkede at ringen er sluttet. Roede derfra tilbage til Torø Huse, hvor mor-Ulla tog imod i sit italienske hus med åben gård og små kroge og fantastisk lækker mad og en hyggelig aften med hende og søster Aase, der lige har mistet sin Bent, og hundene Liva og Asta i havblik og prøvesmagning af snaps med egebark og mynte og lakrids og andet.

Søndag hentede jeg Jacob og pigerne - og nu er vi hjemme og lander langsomt sammen. Ved siden af mig hænger et lille rødt hjerte og blinker så længe batteriet varer. Og minder mig om mit ønske om et hjerte der er stærkt - blødt - åbent. God sommer.