søndag den 13. juli 2014

Langsom - dag 20

Jeg har valgt at blæse inde og blive her med udsigt Storebæltsbroen, - og få sjælen med. Valgt at tage en dag hvor alt er lidt langsomt. Valgt at ta i kirke. Og så tænker jeg, at en videre færd som er 1) alene 2) i nyt vand 3) med en vejrudsigt med støt stigende vind 4) langs en kyst hvor jeg ikke ved om der er sten eller sand (jeg kan ikke få en tungtlastet Mille op på sten alene - og slet ikke i hård pålandsvind), det er bare for mange faktorer der ganget op går fra kæk til modig til dum.

Kirken blev Agersø. En fin lille tur på et kvarter med båden, der lissom den til Sejerø ligner noget fra min barndoms badekar. Præsten hedder Rikke og har kun været der i et år. Det er hendes første embede, og hun virker fin, ung og vis. Og så hænger der guldhjerter i ørerne på hende.
Det blev den fineste gudstjeneste som åbnede med: Ånd på vore hjerter så det frosne i os smelter og livet strømmer fra os frit og uden frygt.
Senere sang vi: stjernestunder, livets under, luft og smag og syn er nyt! Blodet bruser, løvet suser, havets rum er højt og lydt! Mærk: alt liv går udad! - Giv! For tro er liv.
Og så talte Rikke om at skabe underskud hos hinanden, fjendskab, når vi (berettiget eller uberettiget) føler os forurettet, og føler at noget går fra os, og vi prøver at udligne det ved at skabe underskud hos andre. Hun opsummerede, at - ok der er fjender i denne verden; der er dem der ønsker at forskyde overskuddet. Men det skal ikke være dig, du skal ikke gøre dig selv lille i had, giv ikke op i følelsen af at være eller blive forskudt.
Det hele sluttede med: Tak fordi jeg går ud herfra som et frit menneske, - bliv hos mig med din fred.

Og det blev så dagens tema - at tage freden med videre. Fra Agersø og fra Storebæltskrydset.
Jeg har ryddet lidt op, sovet, gået en meget lang tur (blev benene lidt glade for), fået strøm og vand hos Nilas i kiosken på havnen, og fået friske meldinger fra Henrik om vind og vejr (tak - igen igen!)
At ligge stille et døgn eller måske mere og gøre det til meditation i stedet for ventetid, det føles egentlig godt og rigtigt. Lidt udfordrende når man nu bare gerne vil ro ... Fædre og sønner er væk her i shelteret. Det blæser godt. Mille smiler og siger at det er ok. Vi trækker vejret langsomt og lytter til hjerteslaget - og på et tidspunkt ror vi videre.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar