Tror jeg vågnede i Paradisets have! Shelteret jeg lå i var for enden af en stor og langstrakte have fuld af gange og kroge og blomster og eventyr. Håber Jacob og jeg kommer forbi her når vi får ferie! Og så tror jeg forresten vi er nødt til at bygge sånet hjemme i haven :-)
Det kaldte på en langsom afgang så jeg var først på vandet kl 11. OK - der var også lige 200-300 m transport. Det tar lidt tid - men jeg skal jo ikke nå noget :-) så efter lidt rulletræning gled Mille og jeg af sted opladede med godt i hjerte og sjæl.
I dag ville jeg bare gerne ro og ro og ro. Det fik jeg så lov til.
Har vænnet mig til modvinden - er begyndt at sige at det jo er mig der vælger at ro og dermed også at det blir i den vind der nu er. Har lavet en udgave af "Hej sol skin på mig" som hedder Hej vind, blæs på mig :-) Både Mille og jeg blir stærkere af det.
Dagens topping var strøm - sådan er det i Svendborg sund. Men du godeste hvor er der smukt. Meget - meget smukt. Og fint. Fra småhytter til palæer. Fra tæt til øde. Og hele tiden med alle de sydfynske øer der vinker og smiler bag mig. Sorry - lissom Samsø må vi ses en anden gang hvor vinden er til økryds og øcruise. Vil glæde mig til gensyn.
Midt i Svendborg lagde jeg mig ved en badebro og pustede lidt ud. Og vanen tro kom en engel forbi - en tidligere kajakroer som gav fif til at komme videre med hensyn til strømmen. Kryds til Tåsinge før Svendborg havn, følg Tåsinge rundt om spidsen hvor der ligger 7 køer og 3 kalve på stranden (!!) kryds til Thurø, der er en bette bro tilbage til Fyn - under den og følg Thurø hele vejen ud og kryds tilbage til Fyn hvor øhavet ender - der en få 100 m imellem. Den sidste bid fik jeg ikke fat i så jeg krydsede ved den lille bro hvor speedbådene kommer drønende om hjørnet lissom cykelrytterhold der i Tour de France perioden fylder vejens bredde. Der er knald på dem - men Mille smiler og blinker. Vil man hurtigt frem kan man ta Molslinien. Vil man se verden langsomt er havkajak fint. Lissom forskellen på elevator og trapper.
Hvor øhavet stopper gik jeg i land og tog et lille blund og en snak med min far som ellers sad i ribsbuskene. Hyggeligt. Og derude for enden var der så ikke læ mere. Dagen havde haft stille vejr, vind, strøm og her kom bølgerne. Og så er der jo Langeland - som er SÅ lang!!!!! Og fylder en halv horisont. Mille og jeg mødte bølgerne og hilste på dem allesammen en af gangen. Ikke hårdt eller hurtigt. Bare stille og roligt et rotag ad gangen.
Og Mille er fantastisk!! Hun er den smukkeste, mest loyale, nærværende, eventyrlystne, omsorgsfulde, kærlige kajak og jeg har aldrig været forelsket i andre kajakker end hende - lige siden en tirsdag i starten af februar sidste år, knap 3 måneder før jeg begyndte at ro. Og gennem bølger og brænding op ad Fyns østkyst er hun bare så vågen og manøvredygtig.
Nu ligger hun udenfor teltet og sover - og det gør jeg også snart.
Men inden da skulle jeg lige tisse af - og der er er toilet bare 300 m herfra - lige en smut gennem lidt skov og natten og lydene og næsten-fuldmånen som stille kaster min skygge på stien - og oppe af kysten ser jeg Storebæltsbroen lyse i natten som er sommernatteblå og med fineste farver hvor solen er gået ned.
Går og nynner på "nu går solen sin vej"
- nu er timen hvor du glemmer alt det vi gjorde som vendte os bort fra vor næste og dig
nu er timen hvor du fjerner alt det som skiller, hvor du siger: kom, og vær hjemme hos mig!
Fred og godnat
Ingen kommentarer:
Send en kommentar